Hvis dit barn har begyndende bekymrende skolefravær kan tanker om skole stadig meget fylde meget i familien, selvom sommerferien har indtruffet, og skolen er lukket. For årsagerne til det bekymrende fravær forsvinder jo ikke, bare fordi skolen er lukket.
Men måske kan sommerferien alligevel være en tid og et rum, hvor du kan støtte ift. årsagerne og motivere ift. at komme tilbage til mere stabil skolegang? Her er et par gode råd til hvordan!
Selvom årsagerne til det bekymrende fravær ikke forsvinder, kan sommerferien alligevel opleves som en pause fra det pres, som familier oplever i hverdagen. Presset over at få barnet afsted i skole, og de dage det ikke lykkes. Måske ferien kan give lidt ro og overskud til bedre snakke med dit barn om følelser og bekymringer om skolen. Lyt aktivt og vis empati for at forstå deres perspektiv. Men aftal hvor og hvornår, I taler om det, og hvornår der er ”grubletid”. Dit barns bekymringstanker må ikke få lov at fylde hele ferien.
Bekymrende skolefravær kan være relateret til stress, bekymringer og angst. Så skab en afslappende og tryg atmosfære i hjemmet i løbet af sommerferien. Støt dit barn i at bryde tankefælder ved at udfordre negative og bekymrende tanker. Vis forståelse for og anerkend dit barns følelser, men udforsk sammen, om der er beviser eller alternative perspektiver. Hjælp med at identificere og erstatte de negative tanker med mere realistiske og positive tanker. Og igen, husk endelig: aftal grubletid, så det ikke fylder for meget!
Hold kontakt til dit barns skole og lærere. Lav konkrete aftaler for, hvad der skal ske efter ferien – og lov aldrig dit barn ting, du ikke er sikker på kan indfries. Noter og saml dit barns spørgsmål og bekymringstanker fra ferien til skolen og klasselæreren. Det kan lette overgangen tilbage til skolen efter sommerferien.
Det er også vigtigt for dit barns motivation at tale om hans/hendes egne håb og drømme for det kommende skoleår.
Hvis der er angstproblematikker forbundet med dit barns skolefravær, kan det være en rigtig god ide at bruge lidt tid i sommerferien på at besøge skolen. For eksponering – altså det at opsøge det, som udløser angsten eller bekymringer – er faktisk noget af det mest effektive til at overkomme det. For ved at bryde bekymringerne ned i mindre bidder, bliver det mere overskueligt, og dit barn har større chance for at lykkes. Så små, korte og overskuelige besøg, som giver en oplevelse af succes. Og kun så længe, dit barn er tryk ved det.
Læs også: Eksponering: Sådan hjælper du dit barn med angst trin-for-trin
Støt dit barn i at fastholde kontakten til klassekammeraterne. Prioriter at mødes fysisk og/eller via sociale medier – alt efter hvad der er tid og overskud til. Brug også ferien på at tale med dit barn om dets positive relationer i skolen.
Giv dit barn mulighed for at opleve læring på en sjov og anderledes måde. Tag på ture til museer, biblioteker eller naturparker. Find spændende bøger, spil eller apps, der kan hjælpe med at styrke deres interesser og færdigheder. Men husk: det må ikke opleves som et skolekrav i ferien! Det skal derfor kun være, hvis dit bar er motiveret. Sørg også for at tilpasse den faglige inspiration med dit barns faglige niveau og interesse.
Hvis skolefraværet bliver mere vedvarende og er stigende i sin ”bekymringsgrad”, bør I som forældre opsøge professionel hjælp. Tal med dit barns skole, en skolepsykolog eller en børnepsykolog for at få yderligere rådgivning og støtte.
Bliv klogere på Drive skolevægringstilbud her Vi hjælper både elever i Jylland og Københavnsområdet.
Det er vigtigt at være tålmodig og støttende. Ufrivilligt skolefravær er komplekst, og det tager tid og indsats at hjælpe et barn med at overvinde det.