Tips til en vellykket ferie med børn med særlige behov

De fleste forældre kan nikke genkendende til, at gode familierejser kræver grundig planlægning – og en ja-hat pakket med, der kan hives frem en gang imellem undervejs.

Hvis du er forældre til et barn med psykiske udfordringer, som fx ADHD, ASF eller angst, kræver en vellykket familieferie endnu mere forberedelse. For ferien kan være svær, når rutinerne og struturen bliver brudt, og ingenting er helt, som det plejer.

Men kan flydende ferietid, rejser og intenst familiesamvær overhovedet gå op med behovet for struktur og forudsigelighed? Læs her hvordan du sikrer, at ferien bliver god for alle – søskende, voksne og for børn med særlige behov.

Vælg den rigtige ferieform til børn med særlige behov

Generelt set er det en god idé at vælge en ”ferie i børnehøjde”, hvis der er børn med! Hvis dit barn tilmed har brug for struktur, rutiner og genkendelighed, vil en fri og åben eventyrferie uden nogen fast plan være en katastrofe. Med andre ord er ”Lad os køre ned gennem Europa og se, hvad der sker!” et no go!

Er spontanitet alfaomega for dig som voksen, men overvældende for dit barn, er du derfor nødt til at gemme dette behov til en anden ferie for dig – alene. Eller sørge for en god og velkendt babysitter/partner på ferien, så du kan tage en timeout undervejs, hvor du går på udforskende og planløst eventyr.

Hold det simpelt

Skift er svære for mange børn. Derfor bør I kraftigt overveje en relativ simpel rejse uden for mange forflyttelser og skift af overnatningssted undervejs. En anden årsag til at holde det simpelt er ganske enkelt for jer forældre: Hvorfor pakke hele familien og bagage ned og op flere gange, når pointen er at slappe af?

Med andre ord: Tag de nemmeste løsninger, når du kan!

Forbered dit barn på det, der skal ske

Måske et af de vigtigste råd i dette indlæg. Dit barn vil med al sandsynlighed være bedre i stand til at slappe af og nyde ferien med dig, hvis han eller hun er forberedt.

Kig sammen på billeder af der, hvor I skal bo, og tal om, hvilke muligheder og begrænsninger stedet har. Snak inden afrejse om, hvad der skal ske på hvilke dage. Viden omkring det ukendte kan være med til at skabe ro i dit barn.

Hav tydelig (ferie)struktur og rutiner

Lav en tidsplan for hver enkelt dag og hvis muligt, gør gerne dagenes struktur nogenlunde ens. Hvis I bruger piktogrammer derhjemme, tag dem gerne med på ferie.

Hvis det kan lade sig gøre, er det en god ide at bevare hverdagens morgen- og aftenrutiner, hvis de fungerer. Fx sidst på dagen, hvor der skal geares ned efter dagens mange nye indtryk, er det godt med det velkendte og forudsigelige – fx aftensmad, skærm-tid, tandbørstning og putning.

Husk medicinen!

Hvis dit barn tager medicin, skal det narturligvis med. I bør også opretholde rutinerne omkring det og hvornår det tages. Husk at tage højde for fx tidsforskelle, hvis I rejser længere væk.

Forbered dem du rejser med

Hvis du er på ferie med venner, I ikke før har rejst med, bør du give dem et heads-up og forberede dem på dit barns behov og hverdagsrutiner. Hvad skal de forvente sig, og hvad de kan gøre for at gøre livet lettere for dig og dit barn.

Det kunne være små ting som: “Noah spiser ofte franskbrødsmadder med pålægschokolade til aften i stedet for det, vi andre spiser. Derfor skal du ikke tage det personligt, når du har lavet lækker mad. At spise kendte fødevarer kan hjælpe Noah med at føle sig hjemme på nye steder.”

Sørg for et helle for alle

Mange familier elsker at holde ferie med hinanden. Men det kan også blive overvældende pludselig at være intenst sammen. Derfor er det en god ide at sørge for, alle har mulighed for at trække sig – gerne dagligt. Tage en timeout om man vil. En alene-pause kan også planlægges i kalenderen.

Lad dine bekymringer være hjemme…

Det er helt sikkert lettere sagt end gjort! Men hvis muligt er det måske verdens bedste idé. Mest af alt for din egen skyld. For der er nok at bekymre sig om, når man har børn med særlige behov.

Hvad hvis dit barn får daglige nedsmeltninger, som forbitrer feriestemningen? Hvad hvis de aktiviteter, du har planlagt, er for meget for dit barn? Kan I tilgodese søskendes behov ordentligt? Hvad hvis jeres venner, I rejser med, bliver trætte af jer? Eller hvis din svigermor (igen) skal kommentere på dine forældrekompetencer?

Disse spørgsmål er alvorlige nok til at ødelægge en ferie, så hvorfor ødelægge dit humør på forhånd?

Tag det en dag ad gangen!

God ferie!