Juletiden kan være svær for mange børn med socio-emotionelle vanskeligheder eller psykiske lidelser, som fx autisme eller ADHD. For julen byder ikke just på de samme vante rutiner som hverdagen. Derimod er den fyldt med en masse – i børns øjne – uforudsigelighed, uvished og al for meget ventetid! Utålmodighed, overstimulering og voldsomme følelsesmæssige udbrud kan derfor præge juledagene. Og det er helt forståeligt, for børn responderer naturligt med angst eller uhensigtsmæssig adfærd som en reaktion på, at de ikke kan overskue det, de er i.
Alle børn har brug for noget forskelligt – afhængigt af deres udfordringer, eventuelle diagnoser og personlighed. Men her er et par generelle råd til en god og rolig jul, hvis dit barn oplever tiden som særlig svær.
Og hvad gør vi juleaften? Se videoen her og få konkrete tip til lige den aften.
For mange børn med udfordringer er struktur, rutine og forudsigelighed alfa og omega for trivsel. Derfor er det en god ide at skabe så meget af det, som det nu er muligt.
Gennemgå dagenes forløb – hver dag – og hav gerne et synligt dagsprogram, som I kan vende tilbage til. Vær hele tiden så præcis som muligt. Fx vil det juleaften hjælpe dit barn enormt at vide nøjagtig hvornår, der skal pakkes gaver op. Så det har noget at forholde sig til. Hold også gerne fast i så mange af hverdagens rutiner, som muligt. Spis den samme morgenmad i juledagene, og sørg for den samme dagsstruktur og aftenritualer, hvor det er muligt.
Afslør julegaverne. Ja, det kan lyde grænseoverskridende, for så ryger forventningens og overraskelsens glæde jo?! Men det kan altså sagtens betale sig at bryde med traditionerne og fortælle dit barn på forhånd, hvad det får. Det kan afhjælpe stress, urolighed og ængstelighed. Det kan give ro at vide, hvad der skal ske, hvad de får, og om de får det, de ønsker sig.
Skal I ud at rejse i julen? Læs vores tips til vellykkede ferier her.
Sociale sammenkomster trækker ofte på overskudskontoen hos både børn og voksne i familier med særlige behov. Dertil kommer al det andet svære (og i andres øjne dejlige!), som julen er fyldt af: Overraskelser, brud med hverdag og rutiner og masser af sansemæssige indtryk i form af dufte, lyde og smage. Alt sammen noget der kalder på ekstra pauser!
Skemalæg pausetid – det er der simpelthen brug for, hvis I som familie har mange planer i juledagene. Det SKAL prioriteres. Det samme kan også være nødvendigt med skærmpauser, hvis det er sådan, dit barn bedst tanker energi.
Sørg for, at dit barn har mulighed for at trække sig, hvis I besøger familie eller venner. Fortæl og vis dit barn hvor det er, så snart I kommer. Sørg for, der er bøger, iPad, tegnegrej eller andet i værelset, og at arrangements gæster ved, at det rum er ”dit barns helle”.
Husk den friske luft! Naturen beroliger og afbalancerer nervesystemet, og det kan være en god ide med en (skemalagt) pause udenfor i naturen.
Rigtig mange børn synes, at ventetiden er lang i juledagene. Har dit barn udfordringer med fx impulsivitet, kan det at vente være ekstra vanskeligt. Derfor er en rigtig god ide at tænke i løsninger, som reducerer den oplevede ventetid hos dit barn.
Giv dit barn planlagte opgaver samt dertilhørende ros, anderkendelse og evt. belønninger. Opgaverne kunne være at smutte mandler, røre i sovsen, pynte træet, være med til at dække bord eller noget andet. Så længe du ved, at dit barn kan mestre opgaven og ikke får et nederlag, er opgaven god. Det kan helt klart bidrage til den gode stemning, at dit barn får en følelse af at hjælpe til i fællesskabet . Og så går tiden hurtigere!
Gør ting, som er med til at forsøde ventetiden – fx en lang gåtur juleaftensdag, sæt tid af til lego eller andre aktiviteter, som ikke nødvendigvis har noget med jul at gøre. Det kræver naturligvis en del planlægning, hvis I får gæster, men det vil være godt givet ud.
Er der masser af overskud, og har I brug for gode ideer til kreative julesysler? Her er 10 kreative aktiviteter, du kan lave med dit barn, mens I venter.
Julen er én af de højtider, som er præget af allerflest traditioner. Traditioner kan være svære at bryde med. Men for dit barns – og for julefredens – skyld, kan det være en god ide.
Retænk gaveåbningsritualet. Hvorfor SKAL alle gaver åbnes samtidig efter julemiddagen og dansen om træet, hvis det er vanskeligt for dit barn? Hvorfor ikke gøre det i løbet af hele dagen, eller i de efterfølgende dage, hvis dit barn fx har brug for ro omkring gaveoppakningen?
Giv alle en mandel! Hvorfor ikke sørge for, at alle (børn) får en mandel i deres risalamande? Eller at alle får en pakke i pakkeleg (hvis den altså overhovedet skal afholdes?). Det afhjælper ængstelighed og skuffelse.
Inddrag familien. Tal med bedsteforældre og anden familie om, hvad I har tænkt jer at gøre anderledes. Så ved de det, og måske I undgår (unødige) konflikter eller andre børns skuffelser til sammenkomster. Julen handler om kærlighed, samvær og nærhed, og det kræver en indsats fra alle at få det til at gå op i en højere enhed. Inddrag derfor gerne dem, I skal være sammen med, så de kender til dit barns udfordringer samt de løsninger, I har valgt for bedst at imødekomme udfordringerne. Det kan også være, at andre har gode ideer til nye traditioner, som alle kan være med i?
Rigtig god jul til alle!