…. som er sjove, lærerige og meningsfulde!
Der er ingen tvivl om, at leg er godt – både for voksne og børn. I en travl voksenverden kan legen være en måde at få mere balance, hjælpe med at håndtere stress og stimulere din mentale og fysiske sundhed. For børn er leg afgørende for deres kognitive, følelsesmæssige, sociale, kreative og fysiske udvikling. Legen er med andre ord en nødvendighed – og en fantastisk mulighed for at træne visse færdigheder sammen med dit barn, samtidig med I laver noget sjovt sammen. Men HVAD skal I lege?!
Her har vi samlet nogle helt konkrete ideer til lege og aktiviteter, I kan være sammen om, som styrker forskellige færdigheder.
Bemærk: langt de fleste lege styrker og øver flere færdigheder på én gang. Så vælg den leg eller aktivitet, I begge har tid og lyst til. Det skal nok være godt for noget!
Ideer til lege og aktiviteter, der fremmer kreativitet
- Historiefortælling, hvor I skiftes til at digte på en fælles fortælling, udfordrer jer til at tænke hurtigt, improvisere og bruge jeres fantasi til at skabe sammenhængende historier. Det øver bl.a. kreativ tænkning og fremmer samarbejde.
- Onlinespil som fx Minecraft giver jer mulighed for at bygge og skabe jeres egne verdener og stimulerer kreativiteten med de uendelige muligheder, der er i spillet.
- Opfindelsesleg, hvor I udfordrer jer selv til at opfinde noget nyt (eller løse et problem) ud af en hverdagsting. Hvad kan man fx bruge en bøjle til – udover at hænge tøj på? Det træner i den grad det at tænke ud af boksen!
- En fælles kreativ hobby, som fx at bygge modeltog, lave smykker, tegne, maile eller strikke, giver mulighed for sammen at fordybe jer kreativt og udvikle nye færdigheder i et fælles projekt.
- Byg med klodser, uanset om det er LEGO, Magna-Tiles eller andre byggeklodser, er en fantastisk måde at udvikle kreativiteten og samskabe skaber strukturer, figurer, fantasirige verdener og historier.
- Scrapbøger, hvor I indsætter billeder, klip fra aviser eller billetter fra fælles oplevelser, træner kreativitet gennem arbejdet med layout og design (og hjælper jer med at bevare fælles minder).
Ideer til lege og aktiviteter, der øver sociale kompetencer
- Rollespil eller teaterlege med actionfigurer, dukker eller jer selv som forskellige karakterer kan træne empati, kommunikation og det at øve sig i forskellige sociale kontekster på en helt ufarlig måde.
- Samarbejdsspil som fx puslespil, byggeprojekter med klodser eller skattejagter kan være gode til træne samarbejde og arbejde mod et fælles mål.
- Onlinespil som fx Among Us træner kommunikation og samarbejde, idet spillere er nødt til konstruktivt at interagere for at opdage bedragerne i gruppen.
- Multi-player spil som fx Fortnite kræver koordination med holdkammerater for at opnå en sejr. Mange online mulit-playerspil er bygget sådan op, og man kan sagtens spille flere med fra samme husstand.
- Brætspil som fx Ludo, Matador eller Snyd kræver social interaktion, tålmodighed og samarbejde. Man øver sig på at vente på tur, håndtere frustration og finde løsninger (sammen).
Ideer på lege og aktiviteter, der træner kognitive færdigheder
- Puslespil – særligt dem med mange brikker – træner visuel opmærksomhed, mønstergenkendelse og ikke mindst tålmodighed og samarbejde, hvis I gør det sammen.
- Huskespil/vendespil træner arbejdshukommelse og koncentrationsevne. Spillet kræver også, at I er opmærksomme på detaljer og forskelle mellem kortene, hvilket styrker visuel opmærksomhed.
- Klassiske huskelege som fx Simon Siger og Kims Leg træner bl.a. hukommelse og opmærksomhed.
- Krydsord træner sprog, ordgenkendelse og ordassociationsevner. Krydsord træner også evnen til at fokusere og koncentrere sig.
- Strategispil som fx skak, Stratego eller Settlers træner strategisk tænkning, planlægning og evnen til at forudse modstandernes træk.
- Kortspil som fx Uno eller Bridge fremmer hukommelse, taktik og beslutningstagning.
Ideer til lege og aktiviteter, der fremmer fysiske kompetencer
- Sækkeløb, hvor I skal hoppe i sække og løbe til en målstreg, fremmer motoriske færdigheder og balance.
- Boldspil som fx fodbold, basketball, volleyball eller håndbold er fremragende til at udvikle fysiske kompetencer som dribling og skudteknik – plus det får pulsen op!
- Forhindringsbaner, hvor I bruger dæk, bænke eller reb, træner bl.a. koordination og smidighed. Det kan sagtens gøres indenfor med puder, tæpper og stole. Her kan målet være at gøre det stille og præcist,.
- Cykel- eller løbehjulstur hjælper med at udvikle balance og koordination. I kan enten lave en bane eller bare køre en tur i naturen.
- Yoga kan hjælpe med at forbedre fleksibilitet, balance og kropsbevidsthed.
- Aktivt kortspil og workout, hvor træner ud fra et sæt kort, er en god måde at få pulsen op og få varierede øvelser ind. I beslutter, hvad de 4 kulører skal symbolisere og trækker kort og laver øvelse på skift. Et bud kan være: hjerter er squats, spar er burpees, klør er fjollede dansetrin, ruder er sprællemænd. Hvis I fx trækker en hjerter 5, laver I 5 squats.
Ideer til lege og aktiviteter, der styrker følelsesmæssige færdigheder
- De fleste spil kan give anledning til konflikter, uenigheder, frustration eller vrede, når tingene ikke går, som man ønsker. Ved regelmæssigt at hive fx et brætspil frem, træner I det at forhandle, samarbejde, løse konflikter, håndtere frustration og skuffelse.
- Rollespilslege, hvor man efterligner forskellige karakterer og udtrykker forskellige følelser, hjælper med at udvikle empati og følelsesmæssig intelligens. Det kan være med sværd som riddere, eller gennem dukkelege.
- Bagning eller at lege Den Store Bagedyst træner tålmodighed og udholdenhed, når I skal vente på, at dejen hæver, eller at kagerne bager færdigt. I øver fleksibilitet og det at finde løsninger på problemer, hvis tingene ikke går som planlagt i køkkenet, og så styrker det selvværdet og selvtilliden at se et færdigt produkt på anstrengelserne i form af hjemmebag.
- Gæt og grimasser, hvor man skal beskrive et billede uden at bruge ord, træner jer i at aflæse andres kropsspog, og øver jeres egen brug af fagter, ansigtsudtryk og kropsbevægelser.
- Mindfulness øger opmærksomheden på følelser og kropslige reaktioner. Det kan øve evnen til at regulere følelser, da I bliver mere opmærksomme på, hvad der udløser bestemte følelsesmæssige reaktioner, og hvordan I kan håndtere dem på en hensigtsmæssig måde.
Nøglen til god leg er, at I finder noget, I begge synes er sjovt. Det giver de bedste forudsætninger for at være til stede og engageret i aktiviteten. Også en vigtig øvelse for mange voksne, som tit kan have hovedet andre steder end i nuet.
Så næste gang du har lyst til at sige, “Jeg har ikke tid til at lege” eller tænker ”jamen, hvad skal vi lege?!” så husk, der er mange gode grunde til, at leg er en god investering i tid – og der er masser af aktiviteter, I kan kaste jer over!
Er du i tvivl om, HVORFOR du skal lege? Så er her i hvert fald 8 gode grunde!